Den gode isenkram

Vi skal til middag i aften. Det er nogle af min mands kollegaer, der har inviteret os. Jeg kender dem ikke så godt. Jeg har hilst på dem et par gange, når vi har været til et eller andet event på skolen. Men det er så det. Min mand underviser på universitet (skolen). Og hans kollegaer, som har inviteret os, har faktisk opholdt sig i Danmark i 6 måneder. Det var, da de var studerende og havde mod på at prøve kræfter med skandinavisk design. De bilder sig ind, at de kan tale dansk. De kan sige nogle floskler. Sådan noget med ”Frikadeller” og ”Mange tak”. Men en samtale på dansk kan de ikke forstå.

Jeg er jo høflig

Jeg er af natur et meget høfligt menneske, så jeg kommenterer ikke, på at ”Mange tak bliver til Mange dak”. Jeg fortæller dem heller ikke, at frikadeller i virkeligheden ikke er en dansk opfindelse. Jeg fortæller dem, dog, at mine svenske kødboller er bedre end dem, de kan få i Ikea. Ja, det er bare nogle af mine tanker om, hvordan jeg skal opføre mig i aften. Jeg vil jo fremstå som en arrogant professorfrue. Jeg vil heller ikke lukke mig selv ude på forhånd. Jeg vil dog gerne lige fastslå overfor alle, at jeg ikke er her fra landet. At jeg er pæredansk.

Og hvordan gør jeg det bedst? Jeg finder en værtindegave. Det er en skik, som man ikke bruger her i landet. Altså at man tager en lille gave med til værtinden. Sådan som et udtryk for, at man er taknemlig overfor alle den møje, værterne har været igennem for at skabe en hyggelig og festlig aften for gæsterne.

Isenkram også online

Havde jeg boet i Danmark kunne jeg bare være gået ind til den nærmeste forretning med isenkram og finde en gave. Et objekt i flot design. Men der er altså forskel på forretninger, der sælger isenkram online og dem i Danmark. Her i landet kan man få skruer, søm, kroge og snørebånd, når man går til isenkræmmeren. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at en pose fuld af skruer og søm, nok ikke vil blive værdsat i et samfund, hvor DIY endnu ikke er så populært. Så derfor skal jeg finde på noget andet. Og det skal være elegant. Helst falde i værternes smag. Og i min. Det er jo en lidt personlig gave, jeg giver dem. Fra mig til dem. Mit første besøg hos dem privat. Så hvad gør jeg?

Måske ned i butikken

Jeg overvejer kraftigt at gå ned til den dyre butik, der sælger stel og bestik. De har alle de store designermærker. Måske kan jeg finde en lille genstand, som de vil kunne sætte pris på. Men fordi jeg ikke kender deres stil og smag, ud over hvad jeg har kunnet gætte mig til, når jeg har mødt dem, vælger jeg ikke at risikere noget. Det vil være ydmygende for mig – og min mand – hvis jeg tropper op med en helt ’forkert’ genstand til dem. Så jeg vælger at gøre det alle her i landet gør: Købe dyre småkager, der er fint pakket ind i opbevaringsglas.